torsdag den 20. november 2014

Man kan nå meget på en nattevagt...


En sen aften klokken langt over sengetid, så jeg en stillingsannonce på Facebook: 41 årig mand søger handicaphjælper.. Skriv en privat besked. Jeg skrev, sendte og tænkte først bagefter.
Men jeg kom til samtale, blev ansat og er nu igang med oplæring. Og der er rigtig mange ting at lære! Manden er heldigvis meget tålmodig - og har en god humor. Det er en rigtig god start når man har med mig at gøre :o)
Jeg har været igennem 2 dagvagter, og natten til i går var jeg på min første af 2 nattevagter. For at jeg skal lære alle lyde og alarmer at kende, skulle jeg holde mig vågen hele natten...

Jeg havde pakket garn som var jeg ved at flytte hjemmefra, for jeg havde ikke nogen projekter i hæklekurven, ud over elefanten der kun manglede to stødtænder og en hale.. Zpagettigarn, bomuldsgarn og lidt af det melerede garn, masser af idéer, flere størrelser hæklenåle, iPad med Viaplay, energidrik, tebreve, cola, chokolade og lidt rugbrød til den værste sult.


Fra kl. 23.15 til kl. 06.00 var der kun en enkelt alarm - Resten af tiden var min egen. Radioen var tændt på lavt blus. 3 bordskånere i zpagettigarn, 1 film på iPad'en og 2/3 af en drage i det melerede garn nåede jeg. Bortset fra ved 04.00-tiden hvor jeg havde en træthedkrise, godt hjulpet af den faste hjælper der begyndte at trække store torsk i land i rummet ved siden af, gik det forbavsende godt med at være vågen... Men heldigvis er der ikke nogen vågne nætter fremover, for i dag har jeg været træt som et helt alderdomshjem på sovepiller. Tror det er godt det ikke var mig der skulle styre vaterpas og lign. på jobbet i dag - Det var bare endt i en "ommer". Jeg nøjedes med at hente og bringe hvad de andre skulle bruge. Det var en rigtig god arbejdsfordeling :o)

I weekenden skal jeg have min sidste oplæringsvagt, og bortset fra en kursusdag på Glostrup sygehus i respiratorlære kan jeg nu både skrive brolægger og handicaphjælper på visitkortet.


Jeg glæder mig til fremover at kunne have afvekslende arbejdsdage. Dage med fuld fart, hvor jeg kan få brugt kroppen og få masser af frisk luft som brolægger, kombineret med nogle døgnvagter som handicaphjælper hvor muskler og kroppen kan rekonstruere sig selv igen...

Tror det bliver en god kombination.

søndag den 16. november 2014

Hæklet edderkop




Stor og lodden er den, men alligevel meget kær - og efter en fornøjelig aften i byen, lettere beruset og skeløjet..


Garnet købte jeg for et par år siden. Tiltænkt et varmt tykt halstørklæde, som aldrig blev til noget.. Nu blev det til en edderkop, der er så stor at den kan bruges som pude. Opskriften fandt jeg HER


Garnet jeg havde på lager passede til nål 10, så jeg har lavet øjnene lidt mindre end i opskriften:

1 omg.: 6 fm i mg. ring
2 omg.: 2 fm i hver (12)
3 omg.: 1 fm, 2 i næste (18)
4 omg.: 2 fm, 2 i næste (24)
5 omg.: 3 fm, 2 i næste (30)
6-10 omg.: fm (30)
11 omg.: 3 fm, 2 fm sm (24)
Montér øjet i mellem omg. 7 og 8
12 omg.: 2 fm, 2 fm sm (18)
13 omg.: 1 fm, 2 fm sm (12)
14 omg.: 2 fm sm (6)
Luk af.

Grundet garnets tykkelse er det et hurtigt lille projekt - hvis man lige står og mangler en gave til en edderkoppe-glad dreng ;o)

tirsdag den 11. november 2014

.. og endnu en hæklet bamse


Denne gang uden bukser - ingen kommentarer til det ;o)


Denne er hæklet kun i meleret garn. Jeg synes det giver et flot resultat, anderledes end det ensfarvede bomuldsgarn jeg normalt gør mig i.


Jeg har ikke kunne finde garnet - eller noget der ligner herhjemme. Min fortrukne garnforhandler har også undersøgt markedet for mig - uden held. Tog chancen og bestilte HER. Er ellers bedst til at mærke garnet mellem fingrene først inden jeg køber. Bestillingen sendte jeg afsted torsdag aften. Tirsdag formiddag stod posten med pakken til mig i indkørslen. Og garnet..? Det er super blødt og lækkert. Kvaliteten er i top og det glider perfekt på hæklenålen.
Jeg sender mine varmeste anbefalinger :o)


søndag den 9. november 2014

Endnu en hæklet bamse


Jeg er normalt ikke den store fan af farven gul. Selv til påske vælger jeg hellere hvide løgblomster, frem for de gule...


Men bamsen her i det melerede karrygule garn, og de stribede bukser i dæmpede gule bomuldsgarner er egentlig blevet ok synes jeg.


Opskriften er stadig HERFRA.

I hæklekurven ligger en næsten færdig bamse (endnu en..), en halv elefant og en stor lodden edderkop. Sybordet bugner i syede puder og andre bestillinger, så selvom jeg er stille herinde sker der en masse bag kulisserne...

Tak til jer skønne mennesker som har sendt mail og sms'er. Jo, jeg lever stadig og har det godt - er bare ikke så pokkers god til at få sat mig ved tastaturet for øjeblikket...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...