fredag den 31. august 2012

Lidt leg med hæklenålen og snart weekendklar

Blev fristet af en opskrift i går - som kan bruges som grundopskrift til flere andre dyr end dette...


Lidt sjovt selv at sidde og lege med hæklenålen. Det er en ny verden for mig...
Glæder mig til at kunne vise mere.

Her er weekenden lige sparket i gang med en øl på bænken. Motorcyklerne er vasket og fået monteret bagsæder. Aftenen står på pakning af det man skal bruge på et mc-træf i Sverige med to drenge som selskab. Det er deres første træf og de glæder sig vildt :o)

Håber også I får en skøn weekend i selskab med dem I har kært....

torsdag den 30. august 2012

Flere kinderægshæklerier

Ud over lidt flere mariehøns og bier  har jeg fået lavet et par blå ugler i løbet af ugen...


Og lidt flere af drengenes ynglings... med slangetunge og flagermusvinger

Så kan børnefødselsdagene bare komme an - jeg er klar :o)

mandag den 27. august 2012

Fra kinderæg til hæklede dyr er der ikke langt...

...og når man har børn i husstanden kan de bruges til en del :o)


De er geniale til at ha liggende/siddende på penalhuset, til mønter som skal bruges i skoleboden. Til vedhæng i nøgleringen. En hænger på bakspejlet i en bil i Tyrkiet.


Men de fleste jeg har lavet er blevet brugt til dette her:
Pengegaver til skolekammerater - denne mariehøne skal med til føds'dag i morgen og har 30,- kr. med i maven :o)

Jeg efterlyste kinderæggene på facebook, og sørme om der ikke hang en pose på min låge i eftermiddags fra en sød sjæl. Dem må der gerne være flere af, ellers får mine drenge ondt i maven ;o)

Opskriften fandt jeg her og hun har masser af andre sjove idéer til kinderæg her - så er det bare at bruge fantastien og sine garn-/filtrester.

lørdag den 25. august 2012

Vi har fået kyllinger...

...Fasankyllinger!


På nabomarken har de lavet vildtopdræt, med fine indhegninger og skilte der fortæller alt det man ikke må. Måske nogle af kyllingerne også kan læse, for de er flyttet hjemmefra - og ind hos os, hvor der ikke er forbud og regler for tobenede fjerklædte væsner.
Nogle flyver ind over hegnet og de dovne bruger lågen. I går havde vi 31 gående, i dag er de "kun" 14.


De har stor respekt for hønsene...


Dog ikke mere end "når katten er væk, danser musene på bordet" :o)

De er nu kære. De er velkomne så længe de finder matriklen spændende.

fredag den 24. august 2012

En fantastisk weekend med mc i store mængder

Sidste weekend blev brugt på to hjul og i selskab med skønne mennesker på Fyn's mc festival. Vores klub m109riders var præsenteret i overtal i år. Ca 20 franskmænd havde taget turen til Dk, samt flere svenskere dukkede også op. Det var så fedt og en helt fantastisk oplevelse. -og vejret var jo helt i top.

 Vores fællestur lørdag gik bl.a. til Rudkøbing hvor dette gruppebillede blev taget. Jeg har fået placeret mig lige i midten, stående med hvid top og hvad jeg har fået øje på, må du ikke spørge om.. Jeg kigger til siden - måske på min skønne mand, nu vi havde en weekend uden børn og bare tid til hinanden. Luksus :o)

 På Valdemar slot blev cyklerne sat side om side. Med den konklusion at 69 stk. Suzuki 1800 kan ikke være på et billede!
 ..så her er lidt flere :o)




Dette billede fortæller måske lidt om, hvad aftnerne blev brugt til...?
Fest og glade dage. Vi er en stor samling af vidt forskellige mennesker, men alligevel som en familie når vi er samlet. Det er helt fantastisk og jeg glæder mig vildt til d. 1-2 sep. hvor mange af os drager til vores søsterklub i Sverige og hygger igennem - igen ;o)

Billederne i dette indlæg er lånt hos flere af medlemmerne. Mine billeder fra weekend gik tabt mandag formiddag, da min telefon opgav livet....... RIP

fredag den 17. august 2012

Pc problemer og skøn give away.

Jeg kan ikke få lov at lægge billeder ind i min sidebar... Sgu!
Tålmodigheden og tiden rækker ikke til at rode med det lige nu, men I skal ikke snydes for denne fantastiske Give away hos Bettina. Jeg kunne i vært fald godt bruge tuscher i alverdens farver til alverdens projekter :o)


I finder hendes skønne Give away lige her

torsdag den 16. august 2012

Uventet skolestart med sorg og glæde

Mine drenge startede i folkeskolen i tirsdags. Helt som planlagt... Men tirsdag eftermiddag blev jeg ringet op af den friskole, hvor de har været på venteliste siden vores lille lokale folkeskole måtte lide under skolelukningerne sidste sommer. Nu har de plads til Mads i 3. klasse. Han kan starte medd et samme! Øhhh... Jo tak.
En skolestart efter sommerferien kan være kaotisk i en familie, men i stedet for at få bundet skolebøgerne ind, måtte vi samle dem sammen i en pose, få indkøbt blomst og chokoladeboller og afsted til den store afsked med klassen og vennerne i går.... Det var så rørende. Mads klarede det super flot - men jeg 'snøft' måtte fælde en tåre foran hele 3. klasse, da alle kammeraterne udtalte at "de ville savne ham" "æv, jeg ikke når med til din næste fødselsdag" "kan vi stadig lege sammen..." osv. De var så kære.
I dag var vi på rundvisning og indskrivning på den nye friskole. Den minder så meget om deres gamle lille lokale folkeskole. Der er plads til udfoldelse, der er kæmpe grønne områder, legepladser og skov i baghaven. Lyst og venligt og et sted hvor alle kender alle... Lige noget for os, og Mads glæder sig til første rigtige skoledag i morgen. Jeg har lovet at sidde med på sidelinien i første time, og det er der heligvis plads til...


Desværre er der endnu ikke plads til Mikkel på friskolen, så alle hans mange bøger er bundet ind med mærkater og hvad ved jeg...
Han glæder sig på Mads's vegne - men glæder sig endnu mere til der også bliver plads til ham.

Kan godt være at kommunerne synes det er smart og de kan spare mange penge ved at nedlægge de små folkeskoler. Men hvem tænker børnenes tarv her? Måske det fungerer for nogle - det fungerer ikke for mine børn. Det er surt at skulle betale for at drengene skal gå i skole, men når de mistrives så meget som de gør, vil jeg gerne spare hvor der spares kan, for at de kan få en god skoleoplevelse - de har trods alt en del år foran sig endnu når de "kun" er nået til hhv. 3. og 5. klasse.

mandag den 13. august 2012

Kampen med krager og 176 små bondehusvinduer

Reddede mig et par fritimer, så nu er vores 176 små bondehusvinduer rene - udvendigt...
 Vi har et par krager der synes, at de krager de kan se inde i vinduet skal ha tæv! Og det får de så!!! Gerne kl. 6 om morgenen, hvor vi ligger og sover vores sødeste søvn. En ting er at blive vækket af deres larm, noget andet er det forban... svineri det giver på glasset, ridsede sålbænke og maling. Naboen har fået ridset bilens køler, og min mand har fået ridset minilæsseren's lak samt ødelagt vinduesvisker pga deres hærgen. Nej, de er ikke særlig populære hos os, og brugbare forslag til at skræmme dem væk modtages med kyshånd. (Jeg gider ikke hvidt papir på indersiden af vinduerne. Jeg gider ikke net på ydersiden af vinduerne. Og min mand har ligget på jagt med patroner i kammeret for at ramme dem...)

Så mangler bare 1½ time pudsning af bondehusvinduer indvendigt.... det bliver på en regnvejrsdag.

Her bor vi :o) Nu vinduerne er rene, kan man på spejlbilledet se at min mand har haft gang i gravemaskinen i går. Vi er nu indehavere af et kæmpe hul i haven, og en lige så stor bunke jord ved siden af. Gravemaskinen er lukket inde i et hjørne, så jeg tænker der ikke går så længe før vognmanden kommer forbi og henter bunken... (Kryds fingre)

Mere om den del af haven en anden dag...

Next stop garagen, arbejde, hygge, håndmadder og uddeling af skolekørsel til chauffutterne... Bliver nu rart at få samling på dem alle sammen igen efter skoleferien :o)

Pengegave

Vores lørdag bød på 18 års fødselsdagsfest - og sikke en fest... Godt vi havde bonussønnen til at være chauffør ;o)

Fødselsdagsbarnet ønskede sig penge til ny computer, så vi var 3 par der spyttede 10'ere i spanden. En rigtig sommergave - og lidt tidsfordriv når tømmermændene skal kureres dagen derpå :o)



fredag den 10. august 2012

Dejligt gensyn...

De sidste 14 dage har budt på palmer, postkasserøde hawaiblomster, og vores velkendte stuebirk som store træer. Så er det dejligt at gense sin egen staudehave, med velkendte blomster i sarte farver igen.

 I foråret var jeg så heldig at få aflæggere af Eva's drejeblomster. De blomstrer nu i skøn samhørighed med staudehavens andre planter...
Rosen bandt jeg op, kort før vi tog på ferie. Den kræver allerede ny opbinding, hvis man skal kunne sidde uforstyrret på bænken, uden fare for torne i øjet.

Jeg huskede (stort skulderklap) at få klippet alle dahliablomster og knopper af, inden vi tog afsted. Og sikke en rigdom at komme hjem til.

Salvien stod i knop for 14 dage siden. For pokker hvor går det stærkt, når man vender ryggen til et øjeblik!

For ikke at snakke om græs der skal slås og ukrudt der skal fjernes...
Jeg glæder mig til at komme igang og få jord under neglene igen. Heldigvis lover vejret sol og sommer.
Hvis du keder dig i weekenden, kender jeg en der godt kunne bruge lidt hjælp i det grønne ;o)

Egen-importerede bananer og andre frugter

En kuffert kan indeholde meget - også bananer :o)
Gartneren Metin - der er tilknyttet lejlighedskomplekset i Tyrkiet, synes vi skulle have bananer med hjem da vi var på haverundvisning dernede. 

We just cut and cut, and so you have bananas. One week. Yellow... 

Hans engelske er ikke så godt, men hans hjerte er stort. En time efter stod han på terrassen med denne klase bananer, som sirligt blev pakket i poser og puttet i kufferten.
- Bemærk den dobbelte banan nederst til højre ;o)


Her hænger de lige så fint, inden han "cut, cut"..

Vi fik også smagt tyrkisk salat, hvilket jeg troede var ukrudt. Tyrkisk tobak og en kold øl i skyggen. Og så disse frugter som jeg ikke kan huske hvad hedder...
"Ægget" smager som sød melon. Det er gult inden i og ren frugtkød uden kerner. Her om sommeren bliver de ikke så store pga varmen, men om vinteren - der dernede byder på 6-8 grader, bliver de på størrelse med galiameloner.

Guffe luffe... Jeg er allerede klar til at tage afsted igen. Om ikke andet så bare for at se om "vores" vandmelon, som gror lige uden for hoveddøren, er ved at være spiseklar.

Hvor ville jeg gerne dyrke noget af al den skønne frugt herhjemme...

torsdag den 9. august 2012

Tomater og agurker i lange baner...

14 dage uden høst i drivhuset, giver en stor mængde tomater og agurker. Nogle måtte smides ud, men rigtig mange er nu landet på køkkenbordet.... Mums!
Blommetomater i flere størrelser, gule tomater som jeg aldrig har prøvet før men som smager himmelsk, alm. tomater, tigarella som er røde med mørkere striber og cherry black

Mange af agurkerne er blevet til hønseføde, da de havde størrelse som squash og en vægt, som jernstængerne de er bundet op af, havde opgivet at holde på.
Næste skridt bliver at få klippet/bundet planterne op, så man kan komme igennem midtergangen igen...

Et hyggejob til weekenden måske.

Home sweet home

Ferien er slut....

Vi landede i formiddags efter 14 skønne dage i Tyrkiet. Sol, kvalitetstid og 35 grader i skyggen. Ren ferie uden planer, men en masse oplevelser med hjem i bagagen.


Solnedgangen i aftes fra terrassen.

Kufferterne er pakket ud, haveturen er gået (hold da op hvor der sker meget på 14 dage), hund og fugl har været forkælet til langt op over næb og ører hos deres reservebedste, og resten af farmen er blevet passet til topkarakter.

Nu venter der kun nem aftensmad og tidlig sengetid, efter at ha rejst det meste af natten - arbejdet kalder allerede i morgen tidlig.

Kan man kalde det en kold tyrker...?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...